21-årig ville købe pistol på nettet

(Modelfoto: Allan Andersen)

FREDERIKSSUND: En 21-årig mand er fængslet, efter han forsøgte at købe en pistol på internettet.

(Modelfoto: Allan Andersen)

En 21-årig mand fra Frederikssund er ved Retten i Hillerød onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for at have forsøgt at købe en pistol over nettet i begyndelsen af januar, det oplyser senioranklager ved Nordsjællands Politi Bente Schnack til Frederiksborg Amts Avis.

Grundlovsforhøret med den 21-årige mand blev afholdt for lukkede døre, og det begrænser offentlighedens indsigt i sagen pt.

Nordsjællands Politi slog til tirsdag og fik anholdt den 21-årige mand, som var fuldstændig ukendt i politiets registre. Han har erkendt at have forsøgt at erhverve sig det omtalte skydevåben.

Hvordan politiet fik opsnuset den 21-åriges planer om at købe et skydevåben holder politiet pt for sig selv.