22-årig ramt af en byge af sigtelser

(Modelfoto: AK)

KALUNDBORG: En rutinestandsning af et motorkøretøj på Nørre Allé gav en patrulje masser af skrivearbejde, idet en 22-årig bilist stort set ikke havde styr på noget som helst.

(Modelfoto: AK)

Kl. 11.11 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra Kalundborg for kørsel i en personbil uden at have erhvervet sig et kørekort og i narkotikapåvirket tilstand.

Ved nærmere kontrol af bilen kunne politiet konstatere, at tre af bilens dæk var så slidte, at de var ulovlige, ligesom den lovpligtige ansvarsforsikring for bilen ikke var blevet holdt i kraft.

Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og politiet inddrog bilens nummerplader på grund af den manglende ansvarsforsikring.

Senere vil den 22-årige høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.