22-årig sigtet for narkokørsel

(Modelfoto: Allan Andersen)

HORREBY: Torsdag klokken 21.42 fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om en bil, der luskede mistænkeligt omkring uden for Nykøbing, og en politipatrulje standsede kort efter bilen på Nykøbingvej i Horreby.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Føreren var en 22-årig mand fra Grænge, som ikke havde noget kørekort – men det var blot første punkt på en lang liste af ulovligheder.

Det viste sig også, at de nummerplader, der sad på bilen, var stjålet, og desuden virkede den 22-årige påvirket af stoffer.

Han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for kørsel uden førerret, for tyveri af nummerplader og for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring.

Bilen blev desuden også beslaglagt på stedet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.