42-årig mand død af skudsår

(Arkivfoto: Allan Andersen)

ODSHERRED: Den 42-årige mand, der søndag over middag blev fundet skudt i et sommerhus på Pilebakken i Veddinge Bakker, er nu afgået ved døden.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Politiets efterforskning har vist, at den 42-årige muligt er skudt lørdag aften, men han er først fundet liggende i sommerhuset søndag over middag.

Drabet er foregået i det kriminelle miljø i Odsherred, og politiet er meget interesserede i at høre fra vidner, der har bemærket biler eller personer i området lørdag sidst på dagen og ud på aftenen.

– Vi vil også meget gerne høre fra vidner, der har set biler i området i løbet af søndagen, siger Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

– I en sag af denne alvorlige karakter er ingen henvendelse for lille. Vi vil meget gerne høre fra alle, der har set et eller andet i området, også noget, som man måske selv mener ikke er noget som helst. Vi skal nok selv sortere henvendelser, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet kan endnu ikke sige noget om motivet til drabet, hvor manden ifølge flere medier er blevet skudt ind gennem et vindue.

Alle oplysninger kan gives på 1-1-4.