Arbejdsulykke: Mand fundet død i skov

(Arkivfoto: Allan Andersen)

NIBE: Søndag aften kl. 21.22 blev der slået alarm via 112 om en kvæstet mand, som var væltet med en bobcat.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Ulykken var sket på et ukendt tidspunkt i et skovstykke ved Øksedalvej.

En 78-årig mand fra området havde arbejdet med en bobcat på stedet og skulle køre denne op på eller ned ad rampen på en trailer ude i skoven i forbindelse med skovningsarbejde, oplyser vagtchefen for Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

Under denne manøvre væltede bobcatten og manden blev fundet død på stedet. Det er uvist præcist hvornår ulykken var sket og det var mandens pårørende der fandt ham død på stedet.

De pårørende var kørt derud, idet manden ikke var kommet hjem. Sagen behandles nu som en arbejdsulykke og Arbejdstilsynet er underrettet.

Den afdøde er mandag blevet undersøgt ved et retslægeligt ligsyn, som forventes at kunne fastlægge dødsårsagen.