Eksplosiver fundet i skur

SLANGERUP: Et fund af nogle gamle flasker og ikke mindst nogle papirer med formler til noget som kunne være sprængfarligt, fik lørdag sat gang i en stor aktion på Ny Øvej. 

Hele balladen startede ved 16-tiden med et alarmopkald til 1-1-4, her oplyste en anmelder at han sammen med to andre havde fundet en række flasker med et ukendt indhold.

Nogle af mændene havde snust til indholdet i et par flasker, og var blevet dårlige.

Herefter kom anmelderen igennem til 1-1-2, hvor alarmen blev taget særdeles alvorligt og brandvæsen, politi, flere ambulancer og akutlæge sendt til stedet.

Man afspærrede i første omgang et stort område, men afspærringen blev kort efter mindre og kom til kun at omfatte selve ejendommen hvor flaskerne var fundet.

De tre mænd blev undersøgt på stedet, og viste sig alle at være uskadte.

Indholdet i de flasker som de havde fundet kunne ikke identificeres, og efter Beredskabsstyrelsens kemikalievagt havde set på sagen blev det besluttet at EOD skulle tage sig af flaskerne.

Det var, ifølge Politirapporten.nu’s kilder, en beslutning som blev taget på baggrund af de papirer som blev fundet sammen med flaskerne. Papirerne skulle indeholde nogle formler med bla. stoffet Ammoniumdichromat som er et kræftfremkaldende og eksplosivt kemikalie.

Der var angiveligt tale om materiale som kunne stamme helt tilbage fra besættelsen 1940 – 1945, og stoffet blev opdaget efter den nuværende ejer skulle rydde sin ejendom i forbindelse med et hussalg.

På grunden lå dette gamle skur som ejeren aldrig havde været inde i, trods han havde ejet huset i 10 år og det farlige materiale formodes umiddelbart at stamme fra en tidligere ejer som ifølge lokale havde været aktiv i Modstandsbevægelsen under besættelsen.

Selv i dag kendes flydende sprængstof, kendt som TATP, og det er yderst farligt på grund af ustabilitet – og da ingen anede hvad flaskerne indeholdt var man nervøs for at en eller flere flasker kunne være noget sprængstoflignende materiale eller i hvert fald sprængfarlig.

Derfor blev Hærens Ammunitionsryddere, EOD, tilkaldt for at fjerne flaskerne. En bomberydder afhentede flaskerne iført fuld bombedragt og placerede dem i ‘kuglen’ som er bygget til transport af sprængstoffer.

Det foregik mens brandfolk, politi, læge, ambulanceredderne og pressen blev beordret i dækning bag en brandsprøjte for en sikkerheds skyld.

Alt forløb dog uden nogen dramatik, og alle afspærringer blev ophævet omkring kl. 21.00 hvor alle køretøjer forlod stedet igen.