Krydsnøgle eftersøges i drabssag

SKAGEN: En krydsnøgle efterlyses af Nordjyllands Politi i drabet på en 20-årig mand på Skagavej d. 16. januar.

Hvor blev krydsnøglen af? Politiet efterlyser den som et muligt drabsvåben. (Modelfoto)

Krydsnøglen kan være et af flere drabsvåbn som gerningsmændene benyttede ved et råt og brutalt drab på en 20-årig mand d. 16. januar.

Vidner havde set krydsnøglen på græsplænen bag Spar Købmanden på Skagavej, et kort stykke fra drabsstedet.

Krydsnøglen var dog væk, da politiet kiggede efter den – og nu håber Nordjyllands Politi at den der har samlet krydsnøglen op vil aflevere den til tekniske undersøgelser.

– Krydsnøglen er blevet aktuel i sagen, og derfor er vi selvfølgelig meget interesseret i at få fat i den, da den kan være et muligt gerningsvåben, siger politikommissær Henrik Staal, Nordjyllands Politi, til Nordjyske.dk

Har man oplysninger til drabssagen – så kontakt nærpolitiet i Skagen på telefon 72581051 eller til Nordjyllands Politi på telefon 114.