Mand død efter ild i stuehus

(Foto: Brand & Redning Sønderjylland)

ÅRRE: En mand blev reddet ud af et brændende hus, natten til onsdag, men afgik senere ved døden efter brand i en landejendom.

Ejendommen her i Sønder Vilstrup udbrændte totalt. Brandårsagen er endnu ukendt. (Foto: Brand & Redning Sønderjylland / Twitter)

Natten til onsdag måtte brandvæsnet i det syd- og sønderjyske rykke ud til tre brande, heraf en som kostede menneskeliv og en hvor et stuehus udbrændte totalt.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Brandvæsen og politi rykkede først ud til brand i en villa, kl.00.58 i Brøns syd for Ribe.

Her var der mere ild i en dekoration udenfor huset end der skulle være, og ilden havde fået fat i husets hoveddør. Her blev branden hurtigt slået ned.

Brand i stuehus
En mand blev senere på natten reddet ud af et brændende stuehus i Årre, men trods den heltemodige indsats som blev gjort af to mænd på gården, så afgik manden senere ved døden.

De to helte var to ansatte på gården i Årre, og da de møder ind på arbejde opdager de røg fra stuehuset hvor en mand ligger og sover. Det lykkes de to mænd at få manden ud af bygningen før brandvæsnet når frem.

Alle tre mænd blev med ambulance kørt til Esbjerg Sygehus, og her afgår manden som var blevet reddet ud så ved døden, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Landejendom nedbrændt
Ved en tredje brand nedbrændte en forladt landejendom stort set i Sønder Vilstrup, syd for Haderslev.

Politiet mener dog ikke at de tre brande skyldes ildspåsættelse, og mistænker således ikke at en brandstifter har været på spil idet de tre brandsteder ligger langt fra hinanden.

Brandene skal dog undersøges nærmere af politiets brandteknikere.