Spritbilist afgav falsk identitet

(Arkivfoto: Allan Andersen)

ROSKILDE: På Kornerups Vænge fik en patrulje stoppet en bil med en spirituspåvirket bilist, som forsøgte at give en uskyldig mand skylden, ved at opgive falsk identitet.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Natten til fredag kl. 00.08 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Føreren, der var spirituspåvirket, kunne ikke fremvise noget kørekort og legitimerede sig med et sundhedskort, der viste, at han var en 24-årig mand.

Føreren blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Ved ransagning af bilen fandt politiet en ulovlig kniv, hvorfor føreren også blev sigtet for overtrædelse af knivloven og underskrev en konfiskationserklæring med den 24-åriges navn.

På politistationen fik føreren udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, idet en narkometertest gav udslag for påvirkning af hash.

Ved nærmere kontrol af, hvorvidt den 24-årige havde førerret og kontrol af hans identitet, fandt politiet ud af, at den anholdte ikke var en 24-årig, men en 29-årig mand fra Ringsted – uden førerret.

Sigtelserne mod ham kom derfor også til at omfatte straffelovens bestemmelser om at udgive sig for en anden person, der dermed blev udsat for uberettiget, strafferetlig forfølgning.

Den 29-årige var faktisk i forvejen efterlyst af Midt- og Vestsjællands politi, idet han i november 2016 i Borup i forbindelse med sag også om spirituskørsel havde oplyst falske identitetsoplysninger til politiet, men ikke blevet afsløret i det på daværende tidspunkt.

Da den 29-årige med nattens kørsel i sin personbil for tredje gang inden for de seneste tre år var blevet afsløret i at køre bil uden førerret, beslaglagde politiet hans bil med henblik på senere konfiskation.

Den 29-årige var fredag fortsat i politiets varetægt med henblik på afhøring til disse sager i ædru tilstand og for at få afklaret, om han i flere tilfælde har udgivet sig for at være en anden person, end den han reelt er. Han blev dog løsladt sidst på fredagen efter afhøring til alle sagerne.