Vanvidskørsel for næsen af patruljevogn

(Arkivfoto: Allan Andersen)

BRABRAND: En 21-årig mand kørte fuldstændig vanvittigt tirsdag aften, men uheldigvis for ham kiggede han ikke så tit i bakspejlet.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Under patrulje i Brabrand observerede en patrulje tirsdag aften kl. 19.30 en personbil, der kørte aggressivt ad Edwin Rahrsvej mod vest.

Patruljevognen kørte efter, og kunne her følge bilens videre kørsel.

I krydset ved Hejredalsvej kørte bilen overfor rødt og svingede til højre ad Hejredalsvej, og i krydset ved Sigridsvej/Hyrdedammen kørte bilen igen overfor rødt.

På Hejredalsvej overhalede bilen en anden personbil, således at spærrelinjer blev overskredet med alle fire hjul.

Den forfølgende patrulje tændte udrykningssignalerne, og personbilen kørte så til højre ad Røgelvej, satte farten ned og stoppede til sidst op.

Via tagprojektøren kunne betjentene se at føreren af bilen flyttede sig fra forsædet og kravlede om på bagsædet.

Føreren, som forsøgte at påstå han bare var passager, var en 21-årig mand fra Brabrand og kl. 19.33 blev han anholdt, mistænkt for narkokørsel.

Ved ankomst til stationen konstateredes det, at der ikke var tale om narkokørsel, hvorfor han blev afhørt til striben af færdselsforseelser og løsladt.