​Politiet efterlyser vidner til hjemmerøveri mod 82-årig

(Arkivfoto: Allan Andersen)

RØNNEDE: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog i dag klokken 11.10 anmeldelse om, at en 82-årig kvinde på sin bopæl på Lindevej i Rønnede havde været udsat for røveri.

(Arkivfoto: Local Eyes)

To gerningsmænd indfandt sig, formentlig midt på natten, på den forurettede kvindes bopæl, hvor de brød ind og bagbandt kvinden.

Gerningsmændene forsvandt efter at have tilegnet sig nogle smykker fra stedet. Der er ikke gjort iagttagelser vedrørende flugtrute eller køretøjer.

Gerningsmændene havde tildækkede ansigter og var begge iført mørkt tøj. Der kan ikke på nuværende tidspunkt oplyses nærmere vedrørende signalementer, og Politiet er fortsat i gang med undersøgelser på stedet, hvorfor der ikke kan oplyses nærmere detaljer.

Politiet efterlyser vidner, der natten til i dag har været i området, og som har bemærket mistænkelige køretøjer eller personer.

Vidner bedes rette henvendelse på telefon 114.