51-årig idømt forvaring på ubestemt tid

ROSKILDE: Et enigt nævningeting har tirsdag ved Retten i Roskilde afsagt dom i sagen mod den 51-årige mand, der siden tirsdag i sidste uge har siddet på anklagebænken for blandt andet at have voldtaget 2 mandlige beboere på Lindegården tilbage i 2015.

Manden, der selv bor på Lindegården, blev i det væsentligste dømt for de strafbare forhold, han var tiltalt for.

Det meddeler Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Han blev således blandt andet dømt for at have voldtaget én af de 2 mandlige beboere, mens han alene blev dømt for at have tvunget den anden mandlige beboer til oralsex og onani. Han blev desuden dømt for at have truet begge de forurettede til ikke at anmelde de seksuelle krænkelser.

Han blev derudover dømt for i en række tilfælde at have truet personalet på blandt andet Lindegården samt for vold, tyveri og hærværk.

Han blev derimod frifundet for et forhold vedrørende blufærdighedskrænkelse.

Manden blev som påstået af anklagemyndigheden dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden nogen længstetid for foranstaltningen.

Han har under sagen alene erkendt sig skyldig i 1 ud af de 19 forhold, han var tiltalt for, og har ifølge sin forsvarer udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Manden, der har siddet varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling under sagen, er forsat varetægtsfængslet efter dom.