Fængselsstraf for butikstyveri og brugstyveri af bil

(Modelfoto)

HORSENS: En 24-årig mand fra Horsens blev ved Retten i Horsens i dag kendt skyldig i to tilfælde af tyveri, to tilfælde af brugstyveri af biler, kørsel i frakendelsestiden, besiddelse af en foldekniv og besiddelse af 0,17 gram hash i Statsfængslet Østjylland.

(Modelfoto)

– Sagen blev behandlet ved retten som en tilståelsessag, fordi manden erkendte at have stjålet en bil i Thorsø. Manden forklarede, at han efterfølgende kørte til SuperBrugsen i Skanderborg, hvor han stjal flere hus- og haveartikler. Undervejs skilte han sig af med flere genstande, der lå i bilen, og som tilhørte ejeren af bilen. Ved en senere undersøgelse af bilen fandt politiet en foldekniv, som tilhørte den tiltalte. Senere samme dag stjal manden endnu en bil, fortæller Anklager Tobias Engby om sagen i en pressemeddelelse.

Den 24-årige mand var før dagens dom ni gange tidligere straffet for tyveri, 10 gange for brugstyveri, to gange for besiddelse af kniv i offentligheden og syv gange for kørsel i frakendelsestiden.

Retten idømte manden seks måneders ubetinget fængsel og konfiskerede foldekniven og 0,17 gram hash. Retten fandt, at det var en skærpende omstændighed, at tiltalte tidligere var straffet af betydning for sagen og at forholdene var begået kort efter mandens seneste dom.