Fem personer fortsat i kritisk tilstand

I denne sønderknuste bil sad fire personer, tre mænd og en 15-årig pige. De er alle i kritisk tilstand efter ulykken. (Foto: Local Eyes)

KIRKELTE: Fem personer er fortsat i kritisk tilstand efter ulykken på Isterødvejen, lørdag morgen. Et militært køretøj lavede en U-vending og blev ramt direkte i siden. Muligvis har ekstremt høj fart været en faktor i ulykken.

I denne sønderknuste bil sad fire personer, tre mænd og en 15-årig pige. De er alle i kritisk tilstand efter ulykken. (Foto: Local Eyes)

– De har alle sammen været under operation. Der er ikke nogen, der har mistet nogen lemmer. Alle fem er uden for livsfare, men de er fortsat i kritisk tilstand, siger vagtchef Martin Bakke, Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

Ifølge flere kilder skete ulykken i den tætte morgentåge med meget høj hastighed, speedometret i personbilen var slået fast på ca. 160 km/t i ulykkesøjeblikket, men om høj fart reelt var en del af ulykken er noget som Bilinspektør og politiets teknikere arbejder på at afklare i forbindelse med ulykken.

Fører af personbilen var en 25-årig mand, en 21-årig mand sad på passagersædet mens en 15-årig pige og en 19-årig ung mand sad på bagsædet – alle blev meget alvorligt kvæstet ved ulykken og måtte klippes ud af den knuste personbil.

Brandfolk fra flere stationer arbejdede i timevis på uheldsstedet, og der gik angiveligt op mod to timer før den sidste kvæstede person var ude og kørt væk fra stedet i ambulance.

To soldater befandt sig i den militære Mercedes Vito, føreren var en 51-årig mand, mens en 37-årig mand var passager. Han er udenfor livsfare, men i kritisk tilstand som de øvrige kvæstede i ulykken. Det militære køretøj måtte også klippes fra hinanden for at få de tilskadekomne ud af køretøjet.

Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser, de skal bla. afgøre om føreren af militærkøretøjet gjorde noget forkert da han lavede en U-vending, og om andre faktorer var medvirkende til ulykken.

(Foto: Local Eyes)