Fire anholdte sigtet for tyveri af paller

(Modelfoto)

SLAGELSE: En virksomhed på Odensevej i Slagelse har gennem nogle måneder været plaget af indbrud.

(Modelfoto)

Ved det seneste indbrud i weekenden blev der stjålet en del paller, og tyvene blev set i en Renault med udenlandske nummerplader.

En par politibetjente på patrulje så tirsdag klokken 23.47 Renaulten på Kalundborgvej uden for Slagelse og besluttede at følge efter. Bilen havde kurs mod Odensevej, og politiet standsede den på Dalsvinget.

Føreren var en 29-årig mand fra Høng, og med i bilen havde han en 27-årig kvinde fra Høng og to mænd på henholdsvis 19 og 29 år.

De blev alle anholdt klokken 23.50 og sigtet for tyveri og forsøg på tyveri. De blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor de nu skal afhøres.