Pas på: Falsk mail tager din computer som gidsel!

DANMARK: – Der er for tiden en troværdig mail i omløb, hvori der står, at nogle varer er blevet pakket, og at detaljerne om indkøbet kan ses på den vedhæftede faktura. Mailen ser umiddelbart ud til at komme fra faktura.dk, men det gør den ikke, skriver Nordsjællands Politi.

Klikker man på den vedhæftede fil, får man nemlig ikke en faktura at se, men i stedet en trussel om, at filerne på ens computer er blevet låst. Afsenderne kræver derefter en løsesum for at låse filerne op igen.

Det der er tale om er en elektronisk gidseltagning af din computer, og krav om løsepenge for at låse dine filer op igen – og desværre er forbryderne særdeles gode til at kryptere dit indhold som kan blive tabt for altid, uanset om du betaler eller ej.

Billedet i artiklen her er et screendump af den pågældende mail, så man kan se, hvad man skal være på udkig efter. På billedet har mail-programmet selv markeret den som spam, men det er ikke alle, der får vist en sådan advarsel – derfor har politiet nu udsendt denne advarsel.

Hvis du ER blevet ramt af denne tekniske gidseltagning af din computer, så har dansk politi, Europol og flere landes øvrige polititjenester udviklet værktøjer til at slippe ud af banditternes kløer og fjerne låsen på din computer.

Læs alt om værktøjet og hvordan du gør på No More Ransom

Politiet anbefaler at man ALDRIG betaler bagmændene, for det første opfordrer man dem blot til at fortsætte og dernæst er der absolut ingen sikkerhed for at man reelt vil modtage en nøgle som låser indholdet op igen.

Hvis du modtager en mail som den på billedet, så slet den med det samme !