Straksdomme til langfingrede polakker

SØNDERBORG: To 30-årige polske mænd blev fredag ved Byretten i Sønderborg idømt henholdsvis seks og syv måneders fængsel i en større sag om butikstyverier.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Personerne blev dømt for i mindst 20 tilfælde at have begået butikstyverier flere steder i Jylland til en samlet værdi af 38.000 kroner.

I tilgift blev de to personer idømt seks års indrejseforbud.

Begge erkendte tyverierne.

De to polske mænd har tidligere været dømt for berigelseskriminalitet i Danmark og har også tidligere været idømt et indrejseforbud. Og for den ene dømtes vedkommende blev dommen skærpet med en måneds fængsel, fordi vedkommendes indrejseforbud var ophørt ved årsskiftet 2016/2017. Den anden dømtes indrejseforbud udløb i 2014.

Der var tale om en såkaldt straksdom i sagen, hvor anholdelserne fandt sted torsdag den 23. februar.

– Vi er meget glade for resultatet, der viser, at vi igennem en målrettet indsats er i stand til at sætte effektivt ind overfor de organiserede omrejsende kriminelle, der bevæger sig ind over landegrænsen, understreger politiinspektør Brian Fussing fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Efterforskningen blev indledt den 21. februar på baggrund af analyser foretaget af den fælles analyseafdeling i dansk og tysk politi, der er placeret ved Udlændingekontrolafdelingen i Padborg.

I forbindelse med efterforskningen stod det klart, at de to udlændinge var en del af et organiseret kriminelt netværk og var rejst til Danmark for at begå omfattende butikstyverier.

Politiets overvågning viste blandt andet, at der blev begået tyverier mod butikker som Netto, Fakta, Super Brugsen, Meny, Aldi, Rema 1000 med flere i en lang række byer: Gram, Ribe, Vejen, Brørup, Bramming, Esbjerg, blandt andet bydelen Hjerting, Varde, Nørre Nebel, Ringkøbing, Søndervig, Ulfborg, Lemvig, Struer, Holstebro, Skive, Viborg, Herning, Ikast, Aulum og Videbæk.

I forbindelse med efterforskningen fandt politiet desuden et skjulested for tyvekoster i et skovområde ved Ringkøbing.

De to personer blev anholdt i en lejet bil ved en koordineret politiaktion på den Sønderjyske Motorvej v/ Hammelev, efter at de havde været på vej sydpå fra Ikast. I bilens bagagerum og på bagsædet blev der fundet to store papkasser og to kufferter, som indeholdt en mængde tyvekoster fra butikkerne.

Der var blandt andet tale om deodoranter, elektroniske tandbørster, tandpasta, barberskrabere– og blade, skønhedsprodukter, grensakse, fjerkræsakse, spiritus m.m.