To fundet døde efter garagebrand

(Foto: Local Eyes)

FÅRUP: Østjyllands Politi blev søndag morgen kl. 08.01 alarmeret via 1-1-2 om en brand i et hus på Hovedvejen i Purhus ved Fårup. Der blev under slukningen fundet to personer som var indebrændt.

(Foto: Local Eyes)

Indledningsvis forlød det ellers, at alle beboere var ude af huset og i god behold.

Desværre kunne det i forbindelse med efterslukningen konstateres, at der lå en brandskadet død person den garagebygning, hvor branden formentlig er opstået.

Østjyllands Politi undersøgte senere, sammen med Rigspolitiets teknikere, brandstedet for at fastslå omstændighederne og muligt årsagen til brandens opståen.

Under politiets tekniske undersøgelser blev der fundet yderligere en brandskadet død person på brandstedet, således er to personer omkommet under branden søndag morgen.

Østjyllands Politi arbejder på at fastslå en identitet på begge personer med henblik på at foretage underretning af de pårørende – de er mandag fortsat ikke identificeret.

Brandstedet undersøges stadig ligesom Østjyllands Politi fortsat efterforsker omstændighederne omkring branden.

Søndag blev en 49-årig mand anholdt og sigtet for forsætlig ildspåsættelse. Politiet har sammen med anklagemyndigheden vurderet at der ikke er grundlag for at fremstille manden i Grundlovsforhør, hvorfor han er blevet løsladt

De to afdøde personer er fortsat ikke identificeret og der foretages obduktion i dag. Østjyllands Politi forventer ikke, at der vil foreligge en endelig identifikation i nærmeste fremtid.

En kvinde er efterlyst i sagen, hun befandt sig på stedet før branden brød ud og kan være et centralt vidne til sagen – Politiet beder derfor kvinden om at henvende sig til Østjyllands Politi på 1-1-4 eller ved personlig henvendelse på Politigården i Aarhus.