Hvem er de: Tricktyve efterlyst i Herning

HERNING: To kvinder er blevet udsat for tricktyverier, og nu offentliggør politiet billeder af gerningsmændene.

En 93-årig kvinde blev udsat for et tricktyveri. Hun havde den 8. marts 2017 handlet i Fakta, Vestergade, 7400 Herning. Da hun kort efter havde passeret kassen, mærkede hun et skub fra en mand. Han havde netop stået bag hende i kassekøen. Bagefter opdagede hun, at hendes pung var stjålet.

En 77-årig kvinde havde den 11. marts 2017 handlet i Fakta, Lind Hovedgade, 7400 Herning. Her bemærkede hun en mand, der stod meget tæt på hendes indkøbsvogn, hvor hendes pung var. Senere opdagede hun, at pungen var stjålet.

Fra overvågningskameraer disse to steder ses to mænd, der formodes at være gerningsmænd til tyverierne, og derfor offentliggøres der nu fotos af mændene, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Såfremt nogen genkender de to, kan Midt- og Vestjyllands Politi kontaktes på telefon 114.