Indbrudstyv røg direkte i fængsel

(Modelfoto: Allan Andersen)

ODENSE: En indbrudstyv fik kontant afregning, da han præsterede at blive anholdt og smidt i fængsel på bare fire timer.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Kort før kl 11 fredag formiddag overraskede en borger i sit hjem på Rugårdsvej i det nordvestlige Odense en indbrudstyv.

Indbrudstyven flygtede, men gode oplysninger fra borgeren, herunder et godt signalement, førte til, at politiet kort efter kunne anholde indbrudstyven i krydset Kalørvej/Ejlstrupvej.

Der var tale om en 44-årig dansk mand med adskillige domme for lignende kriminalitet bag sig.

Han blev derfor fredag eftermiddag kl. 15 fremstillet i grundlovsforhør i Odense og resultatet var at han mindre end 4 timer efter anholdelsen blev idømt 5 måneders ubetinget fængsel.

Han blev efter retsmødet sendt direkte til afsoning, oplyser Fyns Politi.