Tre tricktyve efterlyst med foto

(Politifoto)

ISHØJ: Købehavns Vestegns Politi offentliggør nu billeder af tre formodede tricktyve, der mistænkes for at stjæle fra en kvinde på tagparkeringen ved Ishøj Bycenter den 23. februar kl. ca. 13.15.

(Politifoto)

Tyveriet skete ved at den ene tricktyv distraherede forurettede på tagparkeringen, hvor kvinden netop havde sat sin taske på sin bils forreste passagersæde.

Tricktyven spurgte om vej til Ishøj Station og mens forurettede viste ham vej, sneg en af de andre tricktyve sig hen til bildøren og stjal forurettedes sorte pung, der lå i tasken.

Politiets efterforskning viser at tricktyvene havde afluret pinkoden til kvindens Dankort i 7-Eleven butikken ved Ishøj Station og efterfølgende hævede et større kontantbeløb.

Signalement af tricktyvene:
A: Østeuropæisk mand, 25-30 år, ca. 180 cm høj, kraftig af bygning, sort kort hår, skægstubbe, iført mørkeblå anorak med brunt skind ved kraven og brun pels på hætten, mørkeblå cowboybukser og røde/brune sko med hvid sål.

B: Østeuropæisk mand, 25-30 år, ca. 180 cm høj, alm. af bygning, brunligt hår, fuldskæg, iført sort anorak, sorte bukser, grå sko med hvide såler.

C: Østeuropæisk mand, 25-30 år, ca. 180 cm høj, alm. af bygning, kort sort hår, sort fuldskæg, iført sort glat dunjakke med sort pelskrave, grålige bukser og sorte sko med hvid sål.

Hvis du kan genkende tricktyvene eller i øvrigt kan hjælpe i sagen, kan Palle Blak Pedersen fra Lokalpoliti Vest kontaktes på 72587630 i dagtimerne eller Københavns Vestegns Politi på 43861448 i øvrig tid.