Vidne overfaldet under rambuktyveri

(Arkivfoto: Allan Andersen)

NÆRUM: Et kvindeligt vidne blev slået i jorden under et rambuktyveri, søndag aften ved 23-tiden på Nærum Hovedgade.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

En stjålet varebil kørte kl. 22.54 ind i jagtforretningen, Game Fair, på Nærum Hovedgade, varebilen smadrede facaden og trykkede sikkerhedsgitteret i stykker.

En modig kvinde var øjnvidne til rambuktyveriet og råbte de to gerningsmænd an, og forsøgte at hindre dem i at køre fra stedet – det endte med at kvinden blev overfaldet og slået af de to tyve som derved blev til røvere.

Udbyttet ved rambuktyveriet fra jagtforretningen blev en række kikkertsigter og håndholdte kikkerter, oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi til SN.dk

Varebilen, der blev brugt som rambuk, er tidligere meldt stjålet i Holbæk.

De to mænd beskrives som:
1: Mand, 175 cm høj og iført en rød hue og med tildækket ansigt.
2. Mand, 185 cm høj og kraftig af bygning. Iført blå hue/hætte og mørk jakke.
Begge bar sorte handsker.

Oplysninger i sagen kan gives til Nordsjællands Politi på 1-1-4