18-årig fik kørekort torsdag – kørte galt fredag

SULDRUP: En 18-årig mand overholdt ikke sin vigepligt fredag eftermiddag, selvom teorien måtte stå klart for ham eftersom han fik kørekortet torsdag.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

24 timer – så længe nåede en 18-årig mand at have sit kørekort før hans kørsel førte til et sammenstød, og med stor sikkerhed en orienterende køreprøve.

Sidst på eftermiddagen kørte den 18-årige mand i sin Toyota ud fra Hjortholmvej på Aarestrupvej, men glemte at overholde sin ubetingede vigepligt hvilket førte til et sammenstød med en 51-årig kvinde fra Suldrup.

Da den 18-årige mand kørte ud trods sin ubetingede vigepligt, så havde den 51-årige kvindelige bilist ikke en chance for at undvige, og ramte den 18-årige med stor kraft.

Der skete omfattende skader på den 18-årige mands bil, dog var det værre med den 51-årige kvindes bil som blev totalskadet ved kollisionen, det oplyser Nordjyllands Politi.

Den 51-årige kvinde måtte en tur på hospitalet, men viste sig ikke at være kommet noget alvorligt til ved ulykken.