Litauer dømt for vold mod tidl. samlever

HELSINGØR: En litauisk mand idømt fængsel og udvisning for frihedsberøvelse af tidligere samlever. Volden mod kvinden fandt sted i November måned sidste år.

(Modelfoto: Allan Andersen)

En 43-årig litauisk mand er ved Retten i Helsingør blevet idømt fængsel i to år og seks måneders fængsel og udvisning af Danmark for bestandig for vold, trusler om vold og frihedsberøvelse.

Manden indfandt sig en novemberaften ved 22.30-tiden på sin samlevers bopæl i Helsingør, hvor han stak hende i låret med en kniv og blandt andet også slog hende, rev hende i håret, lagde en pude over hendes hoved og efterfølgende tvang hende med ud til den 43-åriges bil.

Herefter kørte han rundt med hende på Sjælland, hvor han udsatte kvinden for vold og trusler om vold indtil det efter halvandet døgn lykkedes hende at slippe væk.

– Jeg er tilfreds med sagens udfald. Der er tale om en særdeles grov sag, hvilket afspejler sig i straffens længde, siger anklager Line Precht Rosberg fra Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

Den 43-årige blev anholdt i færgelejet i Gedser, hvor han var på vej mod Tyskland. Han skal efter endt afsoning udvises af Danmark og må ikke vende tilbage.

Det var ikke en enig domsmandsret og den tiltaltes forsvarer ankede dommen.