Mand fundet død i Roskilde Fjord

ROSKILDE: Onsdag kl. 10.25 fik politiet meddelelse om, at der i strandkanten ved Frederiksborgvej ved Baldersvej lå en mand i vandet. Den fundne person var død og havde umiddelbart ligget i vandet et stykke tid.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Politiet er i gang med at foretage tekniske undersøgelser på stedet herunder undersøge, om der ligger noget kriminelt bag dødsfaldet.

Ud fra de første oplysninger tyder det på, at der er tale om en midaldrende mand. Midt- og Vestsjællands Politi kender ikke pgl.s. identitet, og er i øjeblikket i færd med at finde ud af, om der er efterlyst en mand, der kan passe på signalementet.

Midt- og Vestsjællands Politi kan ikke oplyse yderligere i øjeblikket, men vil melde ud når der er nye oplysninger i sagen.