Påsatte brande i Rungsted opklaret

RUNGSTED: Natten til onsdag udbrændte en villa på Vallerødgade, samtidig med at der var brand i et skur under 100 meter fra villaen. Politiet har fanget den formodede brandstifter.

– Som et led i efterforskningen af to brande, der opstod i nat i et skur og en villa på Vallerødgade i Rungsted Kyst, har Nordsjællands Politi i dag afhørt en ung mand, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

‘En ung mand’ dækker over en dreng under den kriminelle lavalder.

Oplysningerne fra den unge mand skal nu sammenholdes med de tekniske undersøgelser, men Nordsjællands Politi betragter sagerne som opklarede.

Den unge mand er overgivet til de sociale myndigheder, og Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger eller kommentarer til sagerne.