Ramte lastbil frontalt: 58-årig kvinde dræbt

TINGLEV: En 58-årig kvinde blev mandag dræbt ved en kollision med en lastbil på Åbenråvej ved Tinglev.

(Modelfoto)

Syd- og Sønderjyllands Politi fik meldingen om den voldsomme ulykke via 1-1-2 kl. 12.48, og arbejdet på uheldsstedet spærrede vejen totalt frem til kl. 16 grundet de tekniske undersøgelser på stedet.

– De foreløbige undersøgelser viser, at hun af uforklarlige årsager har skiftet vognbane og er kommet over i modsatte bane, hvor de er kørt frontalt sammen, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Mads Leervad Dammark til TV 2.

Lastbilchaufføren slap fysisk uskadt fra ulykken, men er naturligt nok stærkt chockeret over ulykken, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

De pårørende til den 58-årige kvinde er underrettet om det tragiske dødsfald.