Igen: Bilister frakendt kørekort på stribe

FJERRITSLEV: Tydeligvis er en del bilister bedøvende ligeglade med fartgrænserne – og deres kørekort. Igen onsdag kunne en fartmåling høste kørekort på stribe.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Færdselspolitiets målrettede indsats den 170517 i tidsrummet kl. 1600 – kl. 2300 endte op med, at 9 bilister får en betinget frakendelse af deres kørekort samt et bødeforelæg.

Højhastighedsmålingerne blev gennemført på Bygholmvejlevej i Fjerritslev hvor hastighedsgrænsen er 80 km/t.

De omhandlede bilister kørte mellem 129 og 135 km/t, hvilket svarer til en overskridelse på over 60 % – en overskridelse, der giver en betinget frakendelse af kørekortet.

Kørekortet kan kun bevares ved at bestå en orienterende køreprøve, som består af såvel en teori prøve som en praktisk prøve.