16-årig dreng dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Fårevejle: En på gerningstidspunktet 15-årig dreng er fundet skyldig i forsøg på manddrab ved at have stukket en jævnaldrende pige flere gange i brystet, ryggen og maven med en kniv under en privat fest i Fårevejle.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Overfaldet skete d. 28. oktober sidste år,, her forsøgte den nu 16-årige dreng at dræbe en pige fra hans klasse i et festlokale på Kalundborgvej.

Årsag: Han havde brug for at få afløb fra sin trang til at dræbe.

Pigen blev ikke alvorligt skadet, selvom flere vidner i retten forklarede, at den tiltalte efter knivstikkeriet fortalte, at han stak pigen med kniven for at slå hende ihjel og faktisk ærgrede sig over ikke at have ramt mellem ribbenene “for så havde hun været færdig”.

På baggrund af antallet af læsioner og placeringen af disse sammenholdt med vidneforklaringerne har retten fundet det bevist, at drengen er skyldig i forsøg på manddrab.

Ifølge en erklæring fra Retslægerådet var drengen sindssyg i gerningsøjeblikket, og han straffes derfor ikke.

På baggrund af de lægelige oplysninger er drengen i stedet dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden fastsat længstetid.