19-årig kioskrøver snuppet på 15 minutter

SØNDERBORG: En 19-årig er sigtet for røveri mod en kiosk, tirsdag aften.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Syd- og Sønderjyllands Politi fik tirsdag eftermiddag 13.09 en anmeldelse om et røveri mod Petit kiosken, Jernbanegade i Sønderborg.

En maskeret mand havde truet sig til et mindre kontant beløb og var løbet fra forretningen.

Første patrulje på stedet fik hurtigt rundkastet et signalement af manden, og et kvarter efter spottede en anden patrulje, en mand der svarede til signalementet. Han blev anholdt og sigtet for røveriet. Det viste sig at være en 19-årig mand fra Aabenraa.