Cykeltyv jaget op i træ af politihund

(Arkivfoto: Allan Andersen)

SULDRUP: En borger kontaktede onsdag aften kl. 20.00 politiet og oplyste, at føreren af en VW Caravelle havde stjålet hans cykel, og at han nu forfulgte bilen.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Borgeren fulgte efter Caravellen og spærrede med sin bil for dens videre kørsel på Hjedsbækvej i Suldrup. Patruljen kom til stedet – og borgeren fik udleveret sin cykel.

Det viste sig ikke helt uventet at den tyv, der havde stjålet cyklen, var stukket af.

Patruljen søgte efter ham og fik øje på ham længere nede ad Hjedsbæk, da tyven blev klar over, at han var opdaget stak han i løb nedad Gåsemosevej.

Betjentene råbte ham an, hvilket ikke fik ham til at standse – tværtimod. Betjentene satte derfor patruljehunden efter ham og så endte tyven godt placeret oppe i et træ – i sikkerhed for politihundens skarpe tænder.

Med lidt fælles hjælp blev tyven hjulpet ned fra træet igen og anholdt. det viste sig dog at han ikke var alene, i sagen blev der anholdt to formodede tyve, hvor afhøringer i løbet af torsdagen vil vise, hvor meget de har på samvittigheden.