Drabsforsøg: Mand skåret i halsen med kniv

NÆSTVED: En 48-årig mand fra Tappernøje er blevet anholdt og sigtet for drabsforsøg efter et slagsmål i Næstved, hvor en 43-årig fik et livstruende snit i halsen. 

(Modelfoto: Allan Andersen)

Politiet rykkede søndag eftermiddag ud til en melding om voldsom uro og uorden på Ejlersvej, hvor en 43-årig lokal mand af betjentene blev fundet liggende med en større flænge i halsen.

Den 43-årige blev behandlet på stedet af ambulanceredderne, og hurtigt kørt til behandling på Sjællands Universitetshospital i Køge idet snittet i halsen var yderst alvorligt.

– Her vurderede lægerne, at flængen i halsen var så voldsom, at den 43-årige en overgang var i livsfare, siger vagtchef, Anders Mikkelsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til BT.dk

En 48-årig formodet gerningsmand blev sigtet for grov vold, den blev dog senere ændret til drabsforsøg på baggrund af lægernes oplysninger om den 43-årige mands skader.

De to involverede mænd kender hinanden i forvejen, men motivet til det voldsomme opgør og de to mænds relation er foreløbig ukendt.

Mandag tager anklagemyndigheden stilling til, om den formodede gerningsmand skal fremstilles i grundlovsforhør, men det skal han formentlig, siger vagtchef Anders Mikkelsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.