Indbrudstyv brugte vold for at undslippe efter indbrud

(Arkivfoto: Allan Andersen)

GRENAA: En 65-årig kvinde sad torsdag ved 14-tiden og så tv i sin stue på Havnevej i Grenaa, da hun pludselig hørte lyde fra køkkenet. Da hun gik ud for at undersøge det nærmere, så hun, at en yngre mand var i færd med at bryde et vindue op.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Hun råbte til ham, hvilket i første omgang fik ham til at løbe væk fra stedet. Kvinden gik herefter udenfor, hvor hun kunne se en fremmed bil holde i indkørslen, og hun gik hen og tog nøglen, der stadig sad i tændingslåsen.

Kvinden gik derefter over til naboen for at informere om episoden, hvorefter hun sammen med sin nabo og hendes bekendte gik tilbage til bilen i indkørslen.

Mens de stod der, kom den yngre mand tilbage og gik direkte hen mod den 65-årige kvinde for at få sine bilnøgler. Det fik naboens 90-årige bekendte til at stille sig i vejen, hvorefter den yngre mand gav ham et kraftigt skub i brystet, så den 90-årige faldt om på jorden og slog baghovedet.

Den 65-årige kvinde gav herefter nøglerne til den yngre mand, der satte sig ind i bilen og hurtigt kørte fra stedet i retning mod Grenaa midtby. Bilen han kørte i var en mindre, hvid personbil – muligvis en Toyota.

Gerningsmanden beskrives som:
Dansk af udseende
25-30 år
Spinkel af bygning
En smule skægvækst i ansigtet
Var iført en mørk hættetrøje 
Bar muligvis på et mørkt koben

Der har muligvis været to medgerningsmand, der har forladt stedet til fods ad Havnevej mod øst og videre ad Grønnegade. Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set personerne i området ved 14-tiden i går.

Oplysninger til sagen kan gives til politiet på telefon 114.