BRABRAND: Tre mænd stjal cirka 200 kg. kabler og gemte dem i et kælderrum – men de var blevet set.
Natten til fredag kl. 01.54 blev politiet gjort opmærksom på en række personer der var i fuld gang med at slæbe kabler ned i kælderen til en ejendom i Brabrand.
En patrulje ankom til stedet, og fandt frem til tre mænd i et kælderrum fyldt med store mængder kabler på gulvet. De tre mænd blev anholdt på stedet og sigtet for tyveri af cirka 175-200 kg. kabler, der indeholdt kobber til en værdi af cirka 6.000 kr.
To af mændene, en 24-årig og en 54-årig mand, erkendte at stå bag tyveriet. Den tredje, en 40-årig mand, nægtede at have noget med tyveriet af kabler at gøre.
Kablerne blev desuden leveret tilbage, hvor de var blevet taget fra.