Flere anholdt efter hidsig biljagt

VALLENSBÆK: Fredag formiddag jagtede en større politistyrke to biler ad Amagermotorvejen, og på Køge Bugt Motorvejen. Den ene bil forsøgte at hindre standsningen af den anden bil.

(Foto: Local Eyes)

Biljagten startede, da en patrulje ville foretage en rutinemæssig standsning af en bil. Betjentene havde bemærket kørslen og havde en mistanke om at føreren kunne være påvirket, men standsningen skete langtfra som forventet.

Først drønede bilen afsted, og kort efter blandede en anden bilist sig i biljagten – men det var for at hindre politiet i at stoppe den flygtende bilist.

Der kræves en del biler for at stoppe en bil, men med to biler involveret skulle der en hel del patruljevogne til og først ved krydset Søndre Ringvej / Køge Bugt Motorvejen i Vallensbæk fik betjentene bragt biljagten til ophør.

Det er fortsat uklart, hvad der fik bilerne til at flygte.

– Umiddelbart har vi ikke fundet noget i bilerne, så det er stadig lidt uklart, hvad der fik bilen til at flygte fra politiet. Den anden part har forklaret, at han bare ville hjælpe sin ven med at komme væk, siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup til Ekstra Bladet.

(Foto: Local Eyes)