27-årig sigtet for vold mod fire måneder gammel baby

HJØRRING: En 27-årig mand blev fredag kl. 13.00, fremstillet i et Grundlovsforhør i Retten i Hjørring – sigtet for grov vold mod sit eget barn.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Nordjyllands Politi modtog torsdag aften kl. 19.35 en anmeldelse og på grundlag af denne har politiet mistanke om, at manden har udsat sin blot fire måneder gamle datter for vold.

– Forholdet er sket i Hjørring Kommune, og den fire måneder gamle pige er indlagt på sygehuset sammen med sin mor. Pigen er uden for livsfare, understreger Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 27-årige mand nægter sig skyldig, men er ved Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet i fire uger, Grundlovsforhøret blev holdt for dobbelt lukkede døre hvorfor offentligheden ikke pt. kan få yderligere oplysninger i sagen.