31-årig saltvognschauffør dræbt på stedet

VERNINGE: En 31-årig fynsk lastvognschauffør blev fredag morgen dræbt på stedet i en tragisk soloulykke under saltning af vejnettet.

Dødsulykken skete kl. 04.25, hvor den erfarne 31-årige chauffør mistede herredømmet over sit køretøj, da han var i færd med at salte Knarreborgvej, pludselig skred lastbilen i grøften og ind i et træ.

Lastbilen ramte træet med førerhuset, den 31-årige chauffør blev fastklemt og dræbt på stedet ved ulykken.

Ulykken blev undersøgt af politiets teknikere og en bilinspektør for at klarlægge årsagen til ulykken, umiddelbart tyder det på at ulykken er udløst af netop de glatte veje som den 31-årige var ude for at salte så andre kunne køre sikkert på arbejde.

Den dræbte saltchauffør er en 31-årig mand fra lokalområdet, og de pårørende er underrettet om det tragiske dødsfald.