33-årig sendt 10 måneder bag tremmer for indbrud

RANDERS: En 33-årig mand blev tirsdag i Retten i Randers idømt 10 måneders fængsel efter flere indbrud og tyverier i Randers. Byttet var alt fra sprut og gevær til designerlamper og bærbare computere.

(Foto: Østjyllands Politi)

Politiet blev ledt på sporet af den 33-årige efter et indbrud på Randers Statsskole natten til den 11. november sidste år. Her tog en patrulje en 48-årig mand på fersk gerning i færd med at kravle ned ad en stige, som han havde sat op til et vindue, han var brudt ind af på skolen. Han havde været inde at stjæle designerlamper på skolen, og på videoovervågningen kunne man se, at han havde været sammen med en medgerningsmand.

Efterforskningen ledte hurtigt politiet på sporet af den 33-årige medgerningsmand til indbruddet, og det viste sig, at de begge havde flere andre kriminelle forhold på samvittigheden.

Den 48-årige blev den 19. januar idømt otte måneders fængsel for indbruddet på Statsskolen, for indbrud i en lejlighed, for ulovlig våbenbesiddelse og for tyveri i Fakta.

Den 33-årige blev tirsdag dømt til 10 måneders fængsel for indbruddet på skolen, samt for et indbrud i en villa i Randers, hvor han bl.a. stjal bærbare computere, et luftgevær og flere flasker sprut. Derudover blev han dømt for et indbrud på skolen Tradium i Randers, et forsøg på indbrud på et værtshus og for hæleri. Alt sammen begået i Randers mellem juni og november sidste år.

Anklager Cathrine Brunsgaard Jacobsen fremhæver det effektive politiarbejde, der førte til fængslingen af de to mænd.

– Det er politiets meget grundige og ikke mindst hurtige efterforskningsarbejde, som i sidste ende førte til, at de begge blev dømt for indbruddet på Statsskolen. Jeg er meget tilfreds med de straffe, som retten idømte de to gerningsmænd,  siger anklageren.

Begge mænd er tidligere straffet for lignende kriminalitet, hvilket var medvirkende til at sætte strafniveauet