Bilist snurrede rundt på motorvejen – i stjålet bil

SORØ: Vestmotorvejen ved Sorø måtte søndag eftermiddag afspærres, mens der blev ryddet op efter et eneuheld, hvor problemerne regnede ned over 28-årig bilist som i den grad ike havde styr på noget som helst.

(Foto: Allan Andersen)

En BMW, som kørte i vestgående retning, kom ved en overhaling i slinger og kom ud i rabatten, kørte op over en vold, snurrede rundt og røg tilbage i første vognbane. Føreren var en 28-årig mand fra København.

Han kom ikke noget til ved uheldet, mens bilen blev kraftigt beskadiget hvilket ejeren næppe er blevet begrejstret for, da den smadrede bil var stjålet.

Den 28-årige virkede påvirket af stoffer, og derfor blev han sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og da han ikke havde noget kørekort, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Det viste sig også, at BMW, som han kørte i, var stjålet, og derfor blev den 28-årige også sigtet for tyveri af bilen.