Bornholm: Status på vejr- og vejsituationen

BORNHOLM: Beredskabsstaben har været samlet kl. 10.00 på Politigården i Rønne og holdt status på vejr- og vejsituationen.

(Foto: Bornholms Politi)

Det overordnede vejnet er ryddet, og der ryddes også på lokalvejene, men mange veje fyger hurtigt til igen. Vintertjenesten prioriterer at holde A- og B-vejene åbne.

Falck har stadig travlt med at hjælpe køretøjer, der er kørt fast. Bornholms Politi henstiller til alle bilister, at de tænder baglygterne og holder lygterne rene.

Der er en del arrangementer rundt omkring på øen de kommende dage. Myndighederne indskærper, at de ansvarlige for arrangementerne og for de bygninger, hvor arrangementet holdes skal være særligt opmærksomme på, at der skal være helt ryddet til eventuelle redningskøretøjer og ved alle flugtveje.