Kvinde dræbt på stedet i kollision

HADSTEN: Ulykken skete på motorvej E45 mellem Hadsten og Sønder Borup, her blev kvindens personbil påkørt bagfra af en varebil med stor kraft – det kostede kvinden livet.

(Arkivfoto: Local Eyes)

Den dræbte kvinde var fører af personbilen, som af endnu ukendte årsager, holdt stille mellem nødsporet og 1. vognbane og her blev påkørt bagfra af en varebil.

Ulykken skete natten til søndag kl. 01.28, og afspærrede motorvejen totalt i flere timer.

Den dræbte er en kvinde på 43 år fra Himmerland, hun blev dræbt på stedet mens passageren, en mand på 49 år ligeledes fra Himmerland, blev alvorlig kvæstet, men er søndag meldt udenfor livsfare.

Føreren af varebilen som ramte personbilen blev kørt på skadestuen og undersøgt, han skal være sluppet med mindre skader fra den voldsomme ulykke.

Tekniske undersøgelser på uheldstedet blev foretaget af en tilkaldt bilinspektør, og først da oprydningen af uheldsstedet var afsluttet kl. 04.00 kunne motorvejen igen blive åbnet for trafik.