Pusher i vanvittig flugt: Bil indsmurt i amfetamin

AALBORG: Under en hidsig biljag mandag eftermiddag forsøgte en pusher at smide beviserne – angiveligt en større mængde amfetaminpasta – ud af sin bil. Det endte med en bil totalt indsmurt i narkotika udvendigt og indvendigt.

Det var langtfra vellykket, da en forfulgt pusher forsøgte at smide sine stoffer i form af Amfetamin-pasta ud af bilvinduet – bagefter var der narko overalt i og udenpå bilen. (Foto: local Eyes)

En længere politijagt på en slingrende bilist endte mandag kort efter kl. 16 med et mindre trafikuheld i det østlige Aalborg, og det er en biljagt som betjentene næppe nogensinde glemmer.

Omkring kl. 15.40 blev Nordjyllands Politi alarmeret om en slingrende personbil i nordgående retning på motorvej E45, der blev sat en patruljevogn på den klassiske opgave som endte som noget af det mest groteske.

Bilisten nægtede at stoppe, men gav den derimod gas rundt om i den østlige del af Aalborg mens han febrilsk forsøgte at smide noget klistret hvidt pulver ud af sin bil.

Det endte med at hele bilens indre var indsmurt i den klistrede masse, som desuden også var smurt henad hele bilsiden – selv bilens rat var indsmurt i den klistrede masse, som ifølge kilder på stedet skal have været Amfetamin i pastaform.

Beklager, betjentene har møjsommeligt opsamlet klumperne af narko’en som den 24-årige mand efterlod langs sin flugtrute. Foto: local eyes

Flere og flere patruljevogne forfulgte bilisten, og til sidst endte jagten i en af politiets afspærringer i et vejkryds på Humlebakken. Bilisten, identisk med en 24-årig mand, blev anholdt og hverken bilisten selv eller nogle af betjentene kom noget til under biljagten.

Under biljagten skal den desperate mand have revet hul på nogle poser med den narkotiske pasta og forsøgt at smide det ud af vinduet – hvis han ikke var mistænkt før det, så har det næppe hjulpet at efterlade en sovs af narkotika efter sig.

Ikke uventet har Politiet sigtet bilisten for at være påvirket af stoffer under flugten og for besiddelse af stoffet, som angiveligt skal være amfetamin i pastaform, og altså ikke en salgsklar amfetamin.

Om manden skal fremstilles i grundlovsforhør afgøres af juristerne efter politiets afhøringer af den velkendte 24-årige narkoforbryder.

Det er ikke mudder eller indholdet fra en skumslukker – det er et meget kikset forsøg på at smide narkotika ud af en bil under en biljagt. Foto: local eyes