Røveri på tankstation i Odder

ODDER: En 18-årig kvindelig ekspedient på en tankstation på Banegårdsgade i Odder blev søndag aften kl. 22.33 udsat for røveri.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Kvinden skulle netop til at lukke butikken, da en maskeret mand kom ind og pegede på hende med en pistol. Han gav hende en sort affaldspose og råbte på engelsk til hende, at hun skulle putte sedlerne fra kassen ned i posen. Da hun havde gjort, hvad han sagde, løb han ud af butikken med nogle tusinde kroner i posen. Herefter ringede kvinden til politiet.

Gerningsmanden beskrives som:
Ca. 20-30 år
180-185 cm. høj, almindelig af bygning
Iført sort hætte, sort hoftelang jakke, lilla tørklæde/bandana for munden, solbriller med spejlrefleks og gulligt skær, hvide handsker.
Han havde en sort pistol i den ene hånd og en mørkegrå/sort lille affaldspose med lukkestrop i den anden.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der har set personen omkring gerningstidspunktet eller har oplevet mistænkelige køretøjer eller personer omkring gerningssted og gerningstidspunkt.

Ring venligst på tlf. 114.