To mænd fængslet: Ville hente gemt pistol

RINGSTED: Politiet lå klar, da to mænd onsdag ville afhente en skjult pistol i et grønt område – i stedet for et skydevåben mellem hænderne fik de begge et sæt håndjern om håndleddene.

(Modelfoto: Midt- og Vestsjællands Politi)

De to anholdte mænd er fra Køge, og henholdsvis 21 og 28 år gamle.

De to blev anholdt onsdag aften da de ville hente en pistol i det grønne område på Vibevej, og torsdag kl. 13.00 blev de fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtede for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ulovlig våbenbesiddelse.

Begge blev varetægtsfængslet til den 22. marts 2018. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere om sagen.