Vandballon lukkede motorvej torsdag aften

HASSELAGER: Mistanke om vandballonkast førte til afspærring af motorvej, to gerningsmænd eftersøges i den forbindelse.

(Arkivfoto: Local Eyes)

En 23-årig kvinde ringede torsdag aften kl. 21.55 til politiet, efter hendes bil var blevet ramt af en genstand på Århus Syd Motorvejen ved Hasselager.

Kvinden forklarede, at hun ved afkørsel 1 ved Torshøjvej og Fragtmandscentralen så to mænd stå på broen. Da hun kørte under broen, ramte noget bilen, og der sprøjtede vand ud på forruden. Hun formodede, at det var en vandballon eller lignende, der havde ramt bilen.

Politiet rykkede hurtigt ud for at søge efter spor, og det betød, at motorvejen kortvartigt blev afspærret på stedet, og bilisterne blev ledt af afkørslen inden broen. Den 23-årige havde intet signalement af de to mænd på broen ud over, at de var klædt i mørkt tøj og formentligt havde hætter på.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der set de to mænd stå på broen. Henvendelser kan ske på tlf. 114.