25-årig fik 15 måneders fængsel for 137 gram kokain

HORSENS: 25-årig mand fra Horsens sigtet for besiddelse af en større mængde kokain med henblik på videreoverdragelse – og røg direkte bag tremmer.

(Modelfoto)

Den 25-årige mand blev torsdag aften truffet af politiet, hvor han ved en visitation blev fundet i besiddelse af ca. 9 gram kokain og 12.000 kr. i kontanter, hvorfor man efterfølgende valgte at ransage hans bopæl. På bopælen fandt man yderligere ca. 128 gram kokain.

Manden blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens, hvor anklagerfuldmægtig, Therese Marie Brüner, repræsenterede Anklagemyndigheden. Den 25-årige mand erkendte sig ved grundlovsforhøret skyldig i at have besiddet den fundne mængde kokain med henblik på videreoverdragelse.

Da såvel den sigtede som anklagemyndigheden var indstillet på at få sagen afgjort som en såkaldt ”straksdom”, besluttede retten at idømme manden ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder.

Den 25-årige påtog sig betænkningstid i forhold til udmålingen af straffen.