35-årig i slagsmål med hotelgæster og vagter

HELSINGØR: En 35-årig mand måtte fredag udskifte de bløde gardiner hos Hotel Marienlyst med de noget stivere tremmer i Hotel Gitterly.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Manden blev fredag aften anholdt, efter han havde indledt et slagsmål med både vagter og nogle andre gæster på Hotel Marienlyst.

Den 35-årige mand fra Hillerød var stærkt beruset og efter lidt småklammeri med nogle gæster forsøgte hotellets vagter at bortvise manden – selvom han rent faktisk selv var en gæst på hotellet. Den 35-årige begyndte herefter at opføre sig aggressivt over for vagterne, der tilkaldte politiet, og fik taget gassen af den 35-årige hidsigprop.

Der er ingen oplysninger om at nogen kom til skade ved episoden.

Den 35-årige blev taget med til politigården, hvor han fik ‘et værelse’ i detentionen til at sove rusen ud og efterfølgende blev checket ud lørdag morgen klokken 06.10.