Brandfolk kæmpede forgæves: Hund druknede under isen

GILLELEJE: En hund mistede på tragisk vis livet tirsdag eftermiddag efter at have brudt gennem isen på en af Kringelholms små søer. De tilkaldte redningsfolk kæmpede i mere end 20 minutter, men hundens liv stod desværre ikke til at redde. Vi advarer om billeder, der kan virke følelsesmæssigt stærke nederst i artiklen.

(Foto: Allan Andersen)

Der ventede en ubehagelig scene, da Falcks Bådgruppe i dag, tirsdag, omkring kl. 14.30 blev kaldt ud for at redde en hund, der var brudt gennem isen på en af kvarteret Kringelholms små søer. Søerne fungerer som en del af regnvandsbassinerne i kvarteret, og hunden var formentlig blevet snydt af et lag af vand på isen, der kan have givet hunden indtryk af, at der ingen fare var ved at hoppe i vandet. Hunden var derfor røget gennem isen og blev forhindret i at komme op igen.

Hundeejeren forsøgte på egen hånd at redde sin hund, men måtte opgive og afvente redningsfolkenes ankomst. Og det var tilsyneladende også en svær opgave at finde hunden. Mandskabet fra Falcks bådgruppe ankom hurtigt og fik sågar hjælp af en beboer i kvarteret, der kom tililende med river. Eftersøgningen stod på i knap en halv time, og der blev blandt andet brugt et termisk kamera.

Til sidst lykkedes det at finde hunden, og mandskabet påbegyndte livreddende førstehjælp. Kampen med at redde hundens liv stod på i mere end 20 minutter, men til sidst måtte et slukøret mandskab dække hunden med et tæppe og kort efter bære den væk fra stedet.

Dreng røg gennem isen dagen før
Ifølge et vidne på stedet er det ikke første gang, nogle er brudt gennem isen i den lille sø. Vidnet fortalte, at flere børn i 12-15-års alderen dagen før hoppede rundt ude på selvsamme is. Kort efter at vidnet havde advaret de unge røg en af dem gennem isen. Drengen kom heldigvis op ved egen hjælp, og led ingen skade udover på stoltheden.

Politi: Hold jer væk fra isen
Politiet advarer fortsat folk mod at bevæge sig ud på isen, særligt i disse dage, hvor vi har oplevet længere perioder med plusgrader.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)