Flere kvæstet i frontalt sammenstød

ÅRS: Søndag morgen kl. 06.45 blev der slået alarm til Nordjyllands politi via 112 om alvorligt færdselsuheld på Viborgvej ved St. Binderup, hvor to biler var kollideret frontalt.

På stedet blev der fundet to biler, der var stødt frontalt sammen, og den ene bil blev ført af en 42-årig kvinde fra Aalestrup og i bilen var hendes datter på 12 år og søn på 9 år.

Den anden part i uheldet var en mand på 26 år fra Viborg og der var en passager på 24 år ligeledes fra Viborg.

Den 42-årige kvinde førte bilen mod nord og skulle ifølge Nordjyllands Politi svinge til venstre ad Svoldrupvej. Bilen blev herunder ramt af den anden bil, som kørte ad Viborgvej mod syd. Den 42-årige kvinde og den 24-årige mandlige passager blev hårdt kvæstet ved ulykken og er bragt til Ålborg og Viborg sygehus.

Den 12-årige pige er også bragt til sygehuset for kontrol, Viborgvej var delvist spærret i ca. 2 timer grundet undersøgelse på stedet med bla. en bilinspektør.