Genkender du denne røver?

ESBJERG: Syd- og Sønderjyllands Politi beder om borgernes hjælp i forbindelse med et forsøg på røveri tirsdag den 13. marts klokken 19.49 på Tarp Grill på Tarpgårdsvej.

En mand forsøgte at røve grillbaren ved at true med en kniv og en revolver-lignende genstand.

Gerningsmanden beskrives som:
Dansktalende og dansk af udseende
20 – 25 år
175 – 185 centimeter høj
Almindelig af bygning
Iført sort jakke, mørk trøje med guldfarvet mønster på fronten, grå bukser samt sorte sko med lys sål og mørke handsker . Hæklet, grønlig hue med hvid kant med tilhørende hæklet, mørkebrunt skæg
Bar sølvfarvede briller med orange glas

Politiet beder især borgerne om at være opmærksomme på, om de kan genkende den hæklede grønne hue med hvid kant med tilhørende hæklet, mørkebrunt skæg.

Syd- og Sønderjyllands Politi beder borgere, der har kendskab til hændelsen eller gerningsmanden, om at kontakte politiet på telefon 1-1-4.